|
Dr. Wolfgang Lutz I 1994 - et år efter at jeg havde fået konstateret "Colitis / Crohns" hos lægen - kontaktede jeg en homeopat, som fortalte mig om en østrisk læge ved navn Wolfgang Lutz, som havde haft meget gode erfaringer med at sætte sine patienter på en kulhydratfattig diæt. Jeg fik et par fotokopierede sider med hjem af en artikel fra 1987, (som kan læses nedenfor.) I 1996 hørte jeg så om canadierens Elaine Gottschalls "Specific Carbohydrate Diet", som fremlægger en meget lignende teori. To mennesker på hver sin side af Atlanten har med andre ord - uden at kende til hinanden - gjort sig de samme erfaringer. Jeg har siden været i kontakt med Wolfgang Lutz, for at finde ud af mere - og resultatet af denne korrespondence lægger jeg løbende ud på en side om Dr. Wolfgang Lutz. Indledningsvis på denne danske side følger her en omtale af Lutz diæten i colitis-crohn bladet "DCCV-Journal", som udgives af den tyske Colitis-Crohn forening:
Tema: Ernæring Uddrag fra DCCV-Journal, colitis-crohn bladet i Tyskland, nr. 1, 1997 Den kulhydratfattige Lutz-diæt giver patienter mulighed for en tid uden symptomer - men kun så længe de overholder diæten. Når sygdommen er i sin hvilefase, kan ernæringsterapien ikke siges at have nogen sikker værdi Der findes to store og oplysende undersøgelser af en kulhydratfattige kost : en engelsk, hvor effekten ved en raffineret kulhydratfattig (det vil sige sukkerfattig) og slaggerig kost blev prøvet, - og en tysk: Crohn studie 5, hvor en modificeret (mindre streng, indeholdende otte "brødenheder" kulhydratfattig) Lutz-diæt blev undersøgt. Et vigtigt spørgsmål i den sidste undersøgelse var at få afprøvet, om motiverede patienter et år igennem kan og vil holde sig konsekvent til en diæt, som afviger betydeligt fra en sædvanlig ernæring og er i modstrid med tilegnede vaner. I begge undersøgelser fulgtes de pågældende patienter af en sagkyndig overvågning via diætassistenter (monitorer). I den engelske undersøgelse var der store problemer med at få patienterne til at gennemføre den sukkerfattige, slaggerige diæt - og de havde heller ingen nytte af denne kost. Men i denne undersøgelse var der også medtaget mange patienter, som det gik relativt godt i begyndelsen af undersøgelsen. Herved adskilte de sig fra patienterne i den tyske undersøgelse, som før begyndelsen af undersøgelsen alle befandt sig i et aktivt angreb (som de var kommet ud af ved hjælp af cortisonholdige præparater) og således havde en høj risiko for inden for kort tid at få nye anfald. Interessant nok gik det nu de patienter, som overholdt den kulhydratfattige Lutz-diæt, betydeligt bedre end patienterne i kontrolgruppen, hvis de altså vel at mærke holdt sig til kostplanen, - men kun så længe, - efter statistiske mål var denne bedring i velbefindendet (CDAI) uden betydning, fordi den omgående brød sammen, når patienterne afveg fra diæten - og der bestod altså ikke nogen vedvarende beskyttelse, heller ikke hvis patienter flere måneder igennem konsekvent havde holdt sig til denne kost (intention to treat). Af betydning er den erfaring, at også mange af de patienter, som det dog gik godt under Lutz-diæten, alligevel blev utro mod den og holdt op med at følge den. Og en kost-diæt må/skal også bedømmes efter, om det er muligt at overholde den. Sammenfattende åbner Lutz-diæten for patienterne altså virkelig muligheden for at få en tid uden angreb, og det er et vigtigt udsagn. Hvis vi spørger os selv, hvorfor denne kost virker, så er det sikkert ikke, fordi kulhydrater i sig selv er skadelige, herimod taler for mange ernæringsfysiologiske efterretninger. Det, at den virker, skyldes snarere, at vi gennem dens indskrænkninger undgår mange andre ting i vores indvendige miljø, som er skadelige for dette. Denne tekst er et uddrag fra den tyske DCCV-Journal nr 1, 1997, side 12 og 13. Oversat fra tysk af Birgit Aidt. PS: Hvis du har tid til at oversætte denne tekst til engelsk, så gør det - og mail den til mig, så lægger jeg den ud her, så også vores engelsktalende venner kan læse den...
At leve uden brød hjælper til større sundhedUddrag fra en artikel af Wolfgang Lutz i Munchener Medicinske Ugeskrift, side 129, nr. 50, 1987. Wolfgang Lutz er forfatter til bogen "Leben ohne Brot"1) CROHNS SYGDOM Det står ikke helt klart, hvorfor en diarre-sygdom tilsidst kan udvikle sig til Morbus Crohns (opkaldt efter den amerikanske læge dr. B. Crohn). Men der består tydeligt en forbindelse, idet et "Crohns"-tilfælde efter min erfaring altid har et forstadium, hvor der gennem længere tid findes diarre-forekomster. Crohns sygdom er så at sige intet andet end ekstremet af kronisk diarre. Derved er lidelsen ikke mere begrænset til slimhinden alene, men kan ramme alle lag i tarmen, tarmkrøset, lymfeknuderne. Også galdeblæren, tolvfingertarmen og maven kan angribes. Karakteristisk er det en fintvævet betændelsesform, som man betegner som "granulomatøs" (sygelig vækst i granulationsvævet, helingsvæv i sår). Infiltrater omkring tarmen i bughulen kan forsvinde igen, men de kan også kapsle sig ind og forårsage bylder og efterlade fistler eller kanaler, gennem hvilke tarmindholdet udtømmes i blæren, i skeden, eller, hyppigst, kommer til syne ved siden af endetarmen eller gennem bughuden. De bliver oftest fjernet kirurgisk og desværre ikke altid med et helt tilfredsstillende resultat. Crohns sygdom bliver hyppigere fra år til år. Jeg havde blandt mine tyktarms-patienter ingen Crohns-patienter, da jeg for 25 år siden begyndte at behandle dem med kulhydratfattig diæt. I den seneste tid er de blevet næsten ligeså hyppige som Colitis Ulcerosa-patienter. Jeg kan nu (sommeren 1989) opregne mere end 600 tilfælde. Morbus Crohns adskiller sig fra Colitis Ulcerosa ved manglen på tarmblødninger og ved lokalisationen. Crohns i endetarmen er sjælden, hyppigheden tiltager opefter; den angriber ofte endog kun den nederste tyndtarm. Colitis Ulcerosa sidder derimod overvejende i endetarmen, derfra aftager dens hyppighed kontinuerligt indtil tyndtarmen. Der forefindes (i hvert fald periodevis) tarmblødninger, og der udvikles ingen fistler. Der findes mellemformer mellem Colitis Ulcerosa og Morbus Crohn: patienter med tarmblødninger og fistler og nogle med angreb på tyktarm og tyndtarm. Det er derfor vigtigt at skelne mellem Morbus Crohn og Colitis Ulcerosa, eftersom Crohns i modsætning til Colitis Ulcerosa med stor sandsynlighed helbredes i løbet af et til to år og derefter for det meste ingen vanskeligheder volder. Figur 19 viser forløbet af 67 tilfælde af Morbus Crohn, hvor laboratorie-målingerne kunne kontrolleres gennem flere år. Efter halvandet år er patienten i over 80 procent af tilfældene symptomfri (helbredt); patientens blodjernprocent har normaliseret sig, uafhængigt af om der blev givet jern eller ej. Jernmængden (i procent) er den af alle let tilgængelige laboratorie-parametre, som tydeligst karakterisererer forløbet. Man kan først tale om en helbredt Morbus Crohn, når jernprocenten er normal. Flere kolleger har ganske vist oplyst mig om, at også da kunne der ved koloskopi endnu bemærkes enkelte bylder i tarmen. Hvis man sammenligner forløbet af Morbus Crohn (fig. 19) under en kulhydratfattig diæt med en Colitis Ulcerosa (fig. 20) under samme, så ser man, hvor meget hurtigere Crohns sygdom reagerer på diæten. Jeg har ved Crohns indtil nu hverken set et tilbagefald eller forekomst af fistler efter nogle måneders diæt. Der findes ganske vist enkelte patienter, som har svært ved at klare overgangen fra den kulhydratrige normalkost til den kulhydratfattige diæt, og som i givet tilfælde akut får det værre, får diarre, feber og lign. Men dette varer sjældent mere end et par uger. Eventuelle rester (fistler etc. ) skal sjældent fjernes operativ. oftest heler de op spontant. Indsnævringer i tarmregionen kræver i enkelte tilfælde kirurgiske indgreb. Dog skal man om muligt vente hermed, indtil grundsygdommen er overvundet, til jernprocenten, blodsænkningen og afføringen er blevet normal. I de senere år har tyske og engelske autorer fundet frem til, at der hos Crohns-patienter kan opnås en vis bedring gennem afkald på sukker og såkaldte raffinerede kulhydrater. Dette svarer til den i dag ret gængse opfattelse, at af kulhydraterne er kun de såkaldt raffinerede skadelige, det vil sige sukker og hvedemel. Det tror jeg ikke. Jeg er tværtimod overbevist om og har gentagne gange bemærket, at netop brød, fremfor alt fuldkornsbrød tåles dårligt af mave/tarm-syge. Af stivelse opstår der jo sukker i tarmen, måske noget langsommere, end når man spiser sukker; men resultatet er det samme. Hvorom alting er, går disse forslag i den rigtige retning: begrænsning af kulhydrater. Ofte forsøges også med glutenfri diæt, især ved kronisk diarre og ved Crohns sygdom, fordi den alkoholopløselige fraktion i kornproteinet hos børn udløser den såkaldte Cøliaki (vedr. bughule), som sætter ind med en grødagtig, tyk afføring og en udviklingsforstyrrelse. Men jeg har ofte set, at kornproteinet ikke er årsagen til den her omhandlede tyktarmssygdom. Til stadighed forekommer der patienter, som har holdt en glutenfri diæt i måneds-eller årevis uden resultat, mens de prompte reagerer på en kulhydrat-begrænsning trods gluten. Fornylig har man også diskuteret indtagelsen af margarine og andre kunstfedtstoffer som årsag til Crohns sygdom, på baggrund af den iagttagelse, at den Crohnske sygdom er sjældnere i Frankrig og i den wallonske del af Belgien, hvor der anvendes mindre margarine og mere smør. Faktisk svarer stigningen i Crohns-tilfældene i de sidste år til stigningen af margarine-forbruget i det tyske sprogområde. Man forestiller sig, at kunstfedtstofferne ikke bliver tilstrækkelig nedbrudt og opsuget i tyndtarmen, og at de-eller deres affaldsprodukter-når ud i lymfebanerne og der fremkalder de "granulomatøse" betændelser. Kunstfedtstoffer er, målt med den menneskelige udvikling, sikkert endnu mindre naturlige end kulhydrater. Da 60 procent af mine patienter aldrig har spist kunstigt hærdede fedtstoffer, men alle meget kulhydrat, bidrager kunstfedtstofferne sandsynligvis kun med understøttende virkning.
2) COLITIS ULCEROSA Denne sygdom befinder sig iden anden ende af skalaen "kronisk diarre/Morbus Crohn". Det begynder eksempelvis med, at patienten en dag går til lægen efter at have konstateret tilsynekomsten af blod i afføringen. Lægen diagnosticerer hæmorroider, som ved undersøgelse med endetarmsspejlet viser sig slet ikke at eksistere. I stedet for ser man en rødlig slimhinde, som bløder allerede ved den mindste berøring, eller man ser materiefyldte belægninger, hvor det bløder, efter at man har fjernet dem. Processen er i lettere tilfælde kun lokaliseret til endetarmen: jo alvorligere angrebet er, desto længere strækker det sig opefter i tyktarmen. Men tyndtarmen, galdeblæren, tolvfinger-tarmen og maven bliver dog - i modsætning til Crohns sygdom - aldrig ramt. Der findes ingen infiltrater, ingen gennembrud og heller ingen fistler. Kun slimhinden og det underliggende muskellag er angrebet. Men begge dele bliver med tiden så ødelagt, at hele tyktarmen trækker sig sammen til et kort rør, som ikke mere viser nogen form for bevægelse, og som naturligt nok også stort set har mistet sin funktion. Alligevel har sådanne patienter stadig nogenlunde normal afføring. Alt det er slemt nok, men patienterne ville nok (og gør det jo også) kunne affinde sig med deres blodige afføring, med mavesmerterne, som sygdommen medfører, og med diarre-anfaldene, hvis ikke det var, fordi lidelsen kan tage en livstruende udvikling i form af den kroniske tyktarmssygdom, den såkaldte toksiske (giftdannende) megakolon (mega=stor, kolon=øverste del af tyktarmen) og den medfølgende ondartede degeneration. Så længe en Colitis Ulcerosa er aktiv, kan der til hver en tid opstå en toksisk megakolon. Den eneste patient, jeg har mistet blandt de nu 600 tilfælde, som jeg kender, var en relativt ung mand, der var kommet sig under en kulhydratfattig diæt og havde taget 20 kilo på i vægt. Han blev pludselig indlagt på hospital med høj feber og mavesmerter og for sent opereret, fordi han vægrede sig voldsomt derimod. 20-30 procent af alle patienter med Colitis Ulcerosa må før eller siden under kniven, hvis ikke de ernærer sig kulhydratfattigt, fordi vedvarende blod- og jerntab og dalende almentilstand kræver fjernelse af tyktarmen og dermed anbringelse af en stomi. Blandt mine 600 patienter er kun to, som har fået fjernet tyktarmen. Jeg kan ikke med sikkerhed sige, om der blandt dem, som jeg har tabt af syne, (fordi de ikke har besvaret mine efterspørgsler) skulle være een og anden, for hvem fjernelse af endetarmen til sidst dog blev nødvendig. Der findes sikkert også en grænse for behandlingen med kulhydratfattig diæt, et stadium, hvor sygdommen allerede er så vidt fremskreden, at ernæringsomstillingen ikke mere tåles eller ikke mere virker; hvor patienten efter måneder eller år har mistet tålmodigheden, eller andre grunde fremtvinger en kirurgisk løsning. Med fjernelsen af hele tyktarmen helbredes sygdommen totalt. Ikke blot forsvinder Colitis-sygdommen, fordi det angrebne organ ikke mere eksisterer, men også alle følgesygdommene, for eksempel ved øjnene, i huden og i leddene, som kan forekomme ved kronisk Colitis Ulcerosa. De er så at sige kun udstrålinger fra immunreaktionen på organer uden for tyktarmen.
Billedtekst: Figur 19a (til venstre): Reaktion på kulhydratfattig diæt. (72g/24 timer) af patienter med Morbus Crohn. Forsvinden af Crohns-symptomer (symptomfri patienter) og laboratorie-parametrenes forholden sig afhængig af varigheden af kulhydratbegrænsningen. n=tal på undersøgte tilfælde. Figur 19b (til højre): Gammaglobulins forholden sig i procent af det samlede protein i serum og af jernprocentenafhængig af varighed af kulhydratbegrænsningen. Jernprocenten synker først regelmæssigt, for så efter det første år at nå normal værdi. Jernprocenten er af de undersøgte laboratorie-parametre den værdi, som mest tilforladeligt viser sygdommens helbredelse. n=tal på undersøgte tilfælde. Tabel 2: Konstaterede værdier for faktisk tilførte nærings-bestanddele hos 12 patienter med Colitis Ulcerosa efter månedlang kulhydratfattig diæt. Tabel 3: Sygdomsforløb for 74 patienter med Colitis Ulcerosa under kulhydratfattig diæt. Kriterier: rektoskopisk undersøgelsesresultat. I stor udstrækning tilbagegang i blødninger og bylder i et forløb på 2 til 8 år. Stigning i helbredelses-kvoten til over 90%. Uddrag fra en artikel af Wolfgang Lutz i Munchener Medicinske Ugeskrift, side 129, nr. 50, 1987. Oversat fra tysk af Birgit Aidt. (Jeg beklager, at jeg ikke har haft energi til også at lægge de to tabeller og figurer her ud på nettet også. Det kommer måske senere... Mik)
|
